Sønnetabet

Det er mig trægt tungen at røre

Skjaldskabens lod at løfte

Ej til hvad jeg ord kan finde

I sindets dyb de sidder fast

Frit jeg fordum formede digtet

Viddets våben vel slebet

Nu brænding bruser kold mod bred

Foran min søns og fædres langdysse

Snart min æt har nået enden

Som en skov af stormen skæmmet

Det fryder ej en mand at se

Frændelig i høj begavet

Mindes inderst i min sjæl

Fader og Moders død

Slynger et løvværk af minder

Giver mig styrke i sind

Kunne jeg med sværd hævn skaffe

Var Ægirs endekigt vis

Kunne man håbe havet af fælde

Jeg gerne i holmgang gik

Men jeg fandt mine kræfter for få

Åbenbar er min ensomhed nu

Senest nu slægtens håb

Fra livet taget

Ofte følte jeg savnet af frænder

Broderløs blottet i ryggen

Til tankens kraft jeg tyr i strid

Ene mand har lange øjne

Hvor finder man en modig fælle

Uræd for stålet, der vove tør

Jeg farer med lempe når fjenden truer

Når hirdens antal bliver færre

Jeg stod mig godt med spyddets herre

Odin's pagt mig styrke gav

Indtil min gud vort venskab brød

Sejrens digter sled vort bånd

Jeg gerne til ham ofte blote

Men Asebroder holdt mig hen

Dog skylder jeg ham, skjaldes fader

Han magt og visdom mig givet

Ulvens banemand mig gav

Mimers ven, blodsudgyder

Skjaldekunst, digt at kvæde

Et der gennemskuer alle

Bedragere og avindsmænd

Åbent fjendskab de bekendte

Odin mig mit lod har lindret

Og dog nu dette han mig byder

Hårdt er jeg ramt

Ventende på næsset jeg se

Hel den nådesløse

Huserer ved frændens dysse

Dog skal jeg djærb og stolt

Og med min gode vilje

Mit endelig gå i møde

Gå frygtløs ind i døden.