Ragnarok

Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser

På Buen, til den frygteligste Kamp,

Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser.

Den skønne Regnbue hyller sig i Damp.

Ned ride Guderne - da Broen brister,

Og Skyen suger Dunsten som en Svamp.

Sin bedste Prydelse da Himlen mister,

Utgardeloke staaer for Snekkens Rand,

Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker,

Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand,

Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister.

Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.

Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd:

Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder

Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd.

Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender,

Den frygteligste Mulmets Kæmpe,

Med stålblå Sværd.

As-Odin rider op til Kampens Færd,

Med Gugner styrter Ulven han i Møde;

Dog dræber Fenris Valhals Herre god,

Da lyser der en stakket Morgenrøde;

Der krymper Midgardsormen sig.

Den vånder sig i Krigens hede.

Da kommer Thor med løftet Hammer!

Skønt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.

I Døden den sig om hans Fødder snoer,

Den oversprøjter ham med Gift og ser;

Blod farver Panden rød, hvor Mosset gror.

Thor går med Sejr bort; men blegnet bukker

Sig Helten snart; ni Skridt derfra han gik,

Så synker han, og brustent Øje lukker.

Garm dræber Tyr; Tyr traf Uhyrets Hjerte;

Fra Krogen springer Loke frem som Katten,

Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke,

Så svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.

Nys glimted svage Lys, nu glimte færre.

Alskabningen nedsank i Regn og Død.

Da er igjen Alfader ene Herre.

Jeg sang om Guders og om Verdens Nød,

Nu tolker jeg det Håb, den Trøst som følger:

En nyskabt Jord står frem af Havets Skød.

Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger,

Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte,

Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.