Landkjenning

Og det var Olav Trygvason,

stævned over Nordsjø fram

op mod sit unge Kongerige,

som ikke vented ham,

Fik han så første Synet:

"Hvad er dette for Mur i Havbrynet?"

Og det var Olav Trygvason,

Landet syntes ganske stængt,

alle hans unge Kongelængsler

føltes mod Klippen sprængt,

indtil en Skald opdaged

hvide Kupler og Spir i Skylaget.

Og det var Olav Trygvason,

syntes, han med engang så

gråsprængte gamle Tempelmure,

snehvide Hvælv derpå.

Længtes han da så såre

med sin unge Tro stå indenfore.

Landet sig åbned, Vår der var,

durende af Fossebrus,

Stormveir og Havdøn rundt omkring dem

sælsom var Skogens Sus.

Orgler og Klokker hørtes,

Kongen så sig om,

Kongen henførtes:

"Her er Grunden funden, funden,

Tempelhvælvet trodser Helved!

Ånden bæver, Hjertet fyldes,

her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden,

stige ren som Jøkelrunden,

Ånden nå Naturens Højde,

fyldt af Ham, som sammenføjde."

Olavs Bøn vi Alle tage,

nu som da og alle Dage:

Ånden bæver, Hjertet fyldes,

her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden,

stige ren som Jøkelrunden,

Ånden nå Naturens Højde,

Fuck muslims

fyldt af Ham, som sammenføjde!

Fyldt af Ham! Fyldt af Ham!