Tor I Helheim

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten

Den var af hovedpande og skøre dødningben

Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod

Mod issen blå at skue af underløbet blod

Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin

Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind

Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd

Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd

Det var så tyst derinde, en liglugt overalt

Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt

Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod

Man idel rædsel skue med intet spor af blod

Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring

Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring

Han råbte højt derinde da disse strenge ord

Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor

I usselige dåre som frygter sår og død

Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød

I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid

I skabtes til at skælve så skælv til evig tid

Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem

Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem

Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du

Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu

Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind

Der kunne han så mage at her jeg vandret ind

Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må

For til de stærke slægter i Jotunheim at gå

Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg

Det klang som sværdet klinger udi en panserryg

Forlad min sort bue gå frem snart est du der

Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær

Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik

Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik

Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang

Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang