Bondeplague

Hvad har hovbonden for alt sin møje

For sin trældom og sure sved

Intet til klæder, lidet til føde

Og stundom ej det tørre brød

Valle og vand, hans tørst må slukke

Dog under åget sig flittigt må bukke

Kommer han hjem, hans trætte lemmer

Værker af trældommens hoveri

Sengen for denne sig bedst bekvemmer

Hvad haver han at hvile dem i?

Lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder

To blågarnslagen som usseldom hedder

Det usle han til føde skal æde

Er såerne kun af andet godt

Kernen og krummen, det søde og fede

Skal han alt yde til herskabets pot

Præstens og degnens gryder vel favre

Tør han ej byde det tørre og magre

Slamppamperiet han selver skal have

Selvdøde kalve og halvsyge får

Forsultede svin og køer som rage

Ud af høj alder, til føde han får

Hovposens fylde til tjenestefolks føde

Det er den summa, som lægger ham øde