Tyende Sang

Her kommer fra Dybet den mørke Armé

Og fordrer af Verden et Svar

Skjønt Dagningens Glimt I vor dryppende Le

Er al den Fane vi har

Vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret

Og Løfter I Vejret på Skjændselens Bræt

Den Tusindaars-Lænke, vi bar

Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad

Kun denne vor skorpede Haand

Til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad

Vi harved din Ager, vi skar dine Neg

Vi strigled din blommede Hest

Vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg

Naar selv du gik pyntet til Fest

Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm

Hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm

Og Svindsoten kommer som Gjæst

Vel er vi en kuet og slidende Hob

Kun Trælle I Velstandens Gaard

I Samfundets Aske en nedtrykket Job

Der skraber sin Byld med et Skaar

Snart svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn

Se op, Kammerater, det lysner I Sky’n

Befrielsens Malmklokke slaar!

Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo

Hvor dundrende Plejlene gaar

Kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo

Se ud fra de hældende Vraa’r!

For Fronten Reveillen nu løfter sin Klang

Lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang

Jer Dagning paa Ruderne staar

Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind

Og sving imod Lyset din Hat!

Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind

Og Rester af Letsindets Skat

Da pløjer vi muntre vort bølgende Land

Naar først vi har friet vor kuede Stand

Fra Tusindaars-Trældommens Nat